Harzen 2012

Just hjemkommet fra årets Harzen tur med gode venner fra OCC, herunder den bedre halvdel af TeamSologSommer og med hovedet fuld af sjove, spændende og gode billeder.

OCC-drengene er altid gode for et par voksne vittigheder:
- jeg har skiftet mit vaskebrædt ud med en vaskemaskine .. med stor tromle og skyl
- den gigtpille var stor og den smagte ikke godt... Tyggede du den? Det var en stikpille!

Nok blev der festet igennem, men med 4511 hm på 274 km og et gennemsnit over de 22 km/t blev der ikke lagt på den lade side i dagtimerne. Vi kørte i tre hold, gourmetholdet, 2. holdet og 1.holdet. Et godt tegn på vores succes med 9-holdet var, at 1. holdet var ganske stort, men også, at vi kunne stille med et godt og jævnbyrdigt andet hold. Her huserede TeamSologSommer med undertegnede som træner, hyggeligt!

Efter førstedagens warm-up gik andendagens tur ind i det gamle DDR. Sidste år udråbt som en relativ flad tur.. wrong! Der var pænt med højdemetre. Gode men ikke alt for lange bakker. Tredjedagen var en klassikertur på langs i Harzen, sluttende med en led 10 km lang optur på 8%... på en hovedvej. Egentlig ikke så charmerende, men ellers er ruten nu fint nok, idet det tilsvarende fald deles ud over mange kilometre som en svag men jævn medvind.  Vi spiste på gourmetholdets anbefaling af en restaurant "der windbeutel-könig", vandbakkelseskongen. De fleste skulle have pasta, men undertegnede skulle naturligvis prøve en laksemad i vandbakkelse.

Men, det er nu nok sidste gang vi prøver det. Holdet dagen før havde rykket rundt på bordene og ikke sat dem tilbage i den reglementerede vinkel på 45 grader på nærliggende sø! Fy! Hold da op for et møgfald vi fik af servitricen. Et usædvanligt grumt tilfælde af Ordnung muss sein...lige for det var helt komisk. Meen... og så havde de desværre ikke asparges, en guddommelig spise som vi desværre kun fik en dag.

Sidstedagen fandt vi så faktisk en kort tur ind i DDR, som var flad. Gennem en masse enge, køer, grønne græsmarker, og et par dieselmotorer fra førsteholdet der trak. Dejligt.

Og så kan jeg vel ikke komme uden om det, men hold da op for en hårrejsende oplevelse jeg havde. Nedad bliver der ikke lagt fingre i mellem, og rundt i et hårnålesving kørte jeg pludselig på fælgkanten på forhjulet. Dækket var punkteret! Jeg havde ikke lige tid til at se, hvor hurtigt jeg kørte på det tidspunkt, men under 40 km/t var den ihvertfald ikke! Det nåede lige at smutte igennem mit hoved, at jeg ikke kunne fortsætte rundt i svinget på fælgkanten, for risikoen for at den smed forenden var alt for stor. Tilsvarende kunne jeg jo ej heller bare bremse! Jeg var derfor nødt til at rette op, så jeg kom ind på gummiet igen, bremse og så lægge cyklen ned en gang til, for eller ville jeg have ramt autoværnet. Igen fælgen på, rette op, og denne gang kunne jeg så bringe cyklen til stop. Ikke kun jeg var chokeret, men også alle dem der kørte bag. Puha, det var noget af en nærved oplevelse. Det forhindrede mig dog ikke at køre stærkt igen, efter en lille pause. Lynet slår jo ikke ned to gange samme sted. Topfarten på turen blev lidt over 72 km/t, rigeligt for mig, selvom nogen af de andre mumlede noget om 85!
Hanne er blevet den fødte nedkører, med topfarter jævnt på den anden side af 50km/t og en guddommelig position på cyklen. En fornøjelse at se på.

Hotellet var et stort luksushotel, med en guddommelig morgenmadsbuffet, store værelser og strålende udsigt. Logistikken omkring aftensmiddage, bare og regninger lod en del tilbage. Det kunne godt bruge en god hotelmanager. Men fint med en stor indendørs pool, havde det regnet så meget som vejrudsigten forudsagde! Det gjorde det heldigvis ikke, så tiden blev brugt som den skulle.. på vejen!

Vi er på næste år igen!

Den onde og den gode

Træneren var rigtig ond i går. Vi skulle til Strø, og der er ganske langt og tilmed var der storm fra nordvest, hvilket betød vi havde den lige i snosken hele vejen ud. Jeg tror det blæste omkring 35 km/t.

Så for at komme derud hurtigst muligt, havde jeg lavet et interval ude i det åbne landskab mellem Uggeløse og Strø, 15 km i strid strid modvind. Tre hold på linie i jagt efter hinanden. Sjældent har jeg set så trætte mænd m/k ;-)

Flere brød sig ikke om at køre i den kraftige vind, men det morede mig stort. Det er vel det tætteste man kommer på MTB på sin racercykel. Når man ligger i vifte og er den forreste, skal cyklen holdes i ro, uanset. Hvis man slingrer, kører man enten ind i hinanden eller yderste mand ryger i grøften. Så det er med at holde godt fast i styret, bruge kroppen dynamisk mod den springende vind, og læse landskabet for at finde ud af hvor vindstødene kommer fra, slutningen af skovbrynet, se krusningerne på marken. En stor fornøjelse.!

Helt anderledes god var træneren i dag, da Asger og jeg steg på cyklerne for at køre ned til Hellerup. Målet var en stor is hos ParadIS ;-)  En skøn tur i godt vejr, måske bliver det sommer alligevel.

Vi mødte ganske mange der var ude og lufte OCC tøjet. Det har jeg også fået gjort, siden jeg forrige fredag blev frigivet. Hele små 500 km er det blevet til på den gode uge. Det er også nødvendigt!

Isn't it ironic

An old man turned ninety-eight 

He won the lottery and died the next day 

It's a black fly in your Chardonnay 

It's a death row pardon two minutes too late 

And isn't it ironic... don't you think 

A traffic jam when you're already late 

A no-smoking sign on your cigarette break 

It's like ten thousand spoons when all you need is a knife 

It's meeting the man of my dreams 

And then meeting his beautiful wife 

And isn't it ironic...don't you think 

A little too ironic...and, yeah, I really do think... 

Dagen før Giroen kom til Horsens døde Jan Trøjborg, der som borgmester havde gjort så meget for at få Giroen til byen.. på et motionscykelløb, som en del af Giro-festlighederne... af et hjerteslag..

Isn't it ironic, sang Alanis Morissette. Jo, det er sørgelig!

Zen og kunsten at køre på cykel

Sidder med et glas rosé, har set en spændende etape af Giro´en og arbejdet i haven i solen, alle ungerne er hjemme og vi har grillet en vidunderlig kylling i den nye grill. Der er blevet kørt 207 km denne forlængede weekend, mere end hele april tilsammen.. og der har ikke været et fejlslag på hjertet, ikke bare et lille et! Life is good!

StjerneTour de Grindsted var f.. hårdt, efter en måneds stilstand, ja så hårdt, at vi næppe gør det igen. WAF´en er vist lidt lille lige nu, hun kom ellers ind som nummer 9 af 59 deltagende kvinder. Ganske hård vind gav uro i felterne.

Men, det gjorde godt for hjertet. Efter operationen har jeg haft uro i cirka en times tid hver dag, men siden jeg igen måtte sætte mig på cyklen i fredags har der som sagt ikke været ét fejlslag, ej heller med vin i glasset! Så pyt, jeg er med igen næste år. Og ellers har vi haft nogle dejlige småture både lørdag og søndag. Kors hvor er musklerne tomme for energi. Evnen til at restituere er noget der skal trænes!

På Hallandsåsen

37 km nord for Helsingborg ligger Hallandsåsen, en langstrakt bakke af de større, der rejser sig op i 226 meter   direkte fra Kattegat ved in-byen Båstad.

Således praktisk talt uden for vores dør, er det med lidt god ruteplanlægning muligt at finde en cykelrundtur på 100 km med imponerende 1.500 højdemetre eller mere, dvs bakker af de rigtigt stejle slags.

Som forberedelse til Harzen turen, havde OCC-holdet derfor langt april måneds lange lørdag til Hallandsåsen, og den bedre halvdel af TeamSologSommer var naturligvis med. Do undertegnede og Asger. Eftersom jeg skal vente en uge, inden jeg må cykle efter operationen, kørte vi følgebil med varmt tøj, cola, madpakker og kanonfotograf.

At det går opad, kan man måske fornemme på udsigten herunder.

Men hvad der kommer op, må også komme ned igen. Hanne, som for nogle år siden virkeligt ikke brød sig om stejle nedkørsler, har fået helt styr på det. Her kommer hun susende som den første, skarpt forfulgt af alle drengene

Godt kørt!

Alle gode gange tre

På næsten ti-årsdagen for mit første hjerteflimmer, midt i trafikken i indre by, kan jeg rapportere: Helbredt!

Jeg har i dag været små fire timer på operationsbordet, og forudsætningen for et godt resultat er, at synderen, det nervecenter der ikke vil svinge i takt, optræder på scenen med sine drengestreger. Det lykkedes til fulde!

Da jeg ved, at træning påvirker kroppen postitvt, er jeg som bekendt stoppet med at træne for snart tre uger siden, og havde indstillet min medicin for en uge siden. Jeg blev derfor indlagt til observation i mandags. Anfaldene, som ikke var helt uskyldige, kom rullende med 60-70 styk i timen. Jeg nægtede at genopstarte med medicinen, for jeg har tidligere været igennem turen to gange uden noget resultat, og denne gang skulle det altså være! Rytmedrengene, som de to overlæger med forstand på dette kaldes, var helt enige.

 I dag indførte de så en ballon i hjertet, med 256 små elektroder, som når ballonen er pustet op dækker over det mistænkelige hjertekammer og giver et 3D billede af de elektriske impulsers vej. Eksperten i at fortolke dataene skulle flyves ind fra Holland, hvorfor operationen ikke kunne fremskyndes. Det har været lidt sjovt at iagttage sygeplejerskerne her, for de har aldrig oplevet noget lignende. Medicinen, eller den manglende, er årsagen. De er ikke vandt til at ikke at gøre noget.

Men, som skrevet var der virkelig måledata at reagere på og brændingen af de uartige nervecentre lykkedes! Jeg har ikke haft et eneste fejlslag i de sidste små fem timer!  Dejligt!

Og dejligt at bo i et land der har råd og evnerne. Kateterne, som rigeligt kan køre om kap i prisen med vore racercykler, blev samlet ind. Efter resterialisation bliver de foræret til et land, der ikke har samme økonomiske ressourcer, så endnu en forpustet og svimmel person kan få hjælp der..

Om en lille uge må jeg igen bestige cyklen, og så skal den selvfølgelig have da-da. Jeg lægger ud med 120 km til Grindstedløbet næste fredag!  Har jo lidt at indhente inden Hartzen ;-)

 Ses der ude på vejen!

Hvorfor egentlig en MTB?

Når man nu kan den slags tricks på en racer, komplet med Dura-Ace carbon hjul, har man så egentlig brug for flere cykler?

Træning i april

Den seje og 14 andre grønklædte stillede op til træning i dag. Imponerende i betragtning af at der var 10 grader og regnvejr!

Når man kommer hjem efter 68 kms intervaltræning i sådan et vejr, ser resultatet sådan ud: Et bad er vist ikke overdrevet

Intet motiverer som Tourmalet forude, men sej det er hun !

Respekt!

Jeg kender ingen der i den grad er i stand til at bide tænderne sammen og komme igen som den bedre halvdel af Team Sol og Sommer. På gårsdagens tur gik Hanne død helt oppe ved Nødebo. 10 minutters kamp, og så nåede vi op til holdet, der ventede på os. Med en (hel) del skub fra venlige folk over bakkerne, kom hun med hjem, og det til trods for at farten til tider lå op mod 40 km/t. Imponerende! Godt nok er et skub guld værd, specielt over bakkerne, men der skal altså trædes til for at holde pladsen, bare når det går ligeud. Selv jeg var ristet, da vi nåede hjem på Klampenborgvej.

Dagen var ekstrem hård. Der stod en stiv blæst ind fra nord, og sneen kom susende hen ad gaden. Snestorm i april! Desværre ligger ruten, så vi har al modvinden ud, og læ fra skoven hjem. Hvis ikke det var noget træls, er det god træning. Jeg gik helt sukkerkold, hvilket man ikke skal kimse af, det er faktisk god træning for at kunne køre distance.

Desværre blev så samtidigt min sidste tur i april. Sidste år kørte jeg omkring 1.200 km i april, men det bliver det ikke til i år. Jeg har fået en ny tid til hjerteoperation ultimo april, og da mine arytmier reager positivt på træning og det er hamrende nødvendigt at de kommer vrimlende som sneflokke i april, når jeg ligger på bordet, holder jeg hermed en pause.

Præcist 1.000 km nåede jeg indtil nu. Maj måned bliver hård, når jeg skal tilbage, og det til et hold som har trænet som maniacs, medens jeg har holdt sofaen og GT´s

Bier Maxx

Fandt disse i et tysk supermarked. Mon de virker i cykelpumpen? Hvis, så koster de kun ti kroner, når de egentlig er beregnet til øl-fustagen. Næsten halv pris.

Flad fornemmelse eller fed fest? Cykel eller øl? Hav altid en i overskud må svaret være..

CO2 hedder i øvrigt E290, når det tilsættes levnesmidler, kan jeg se på varedeklarationen. Hvem tænker på, at de kører rundt med E-numre i dækkene?  Hvorfor har vi egentlig vand i flaskerne, når vi kører rundt med et halvt fadølsanlæg i lommen? ;-)

En perfekt begyndelse

Så startede sommertræningen. 15 raske ryttere og dobbelt så mange efterfølgende til planlægningsmøde. Det var samtidigt årets første dag, hvor man kunne køre i korte bukser og trøje.

Selvom vi ikke her i området nåede op på dagens varmerekord på 18.9, hvilket gav den varmeste martsdag i 14 år, var de 16 grader super! Lige så godt det er at finde MTB´en frem, lige så dejligt er det at suse afsted på sin racercykel i varmen.

Ingen grænser for lir

Når man, som jeg, er stærkt platfodet, synker foden indad. Ja, det kan næste ligne, at man går siden af fodroden. Når man så også har skruer i anklen der også stritter, og en meget stor fod, så kan det blive lidt svært at få plads til det hele: fødder, ankler, plathed, skuer, sko, overtræk og pedalarm. Resultatet ses her:

Jeg har således slidt mangen et hul mit i skoovertrækkene, og for helvede hvis jeg ikke passer på, når jeg står op for at accelere og slår ankelen imod, ja så gør det nas!

Sidste år kiggede fysioterapeuten noget på min mærkelige gangart, og anbefalede mig at få lavet et par indlæg til mine sko, der kunne rette foden op, for ellers ville det på sigt gå ud over knæ, ryg og det der er værre. Og kloge mennesker skal man lytte til. Indlæggene, jeg fik lavet, fungerer super godt i mine kontorsko, ja faktisk har jeg slet ikke lyst til at tage kondisko på, for den bedste komfort får man altså, når man kan stå ordentligt oprejst på sine fødder.

Det slog mig så, at jeg vel egentlig også burde have et par til de sko som jeg bruger næstmest, mine cykelsko. Håndskomager Elsgaard, som jeg bruger, og som er knippelgod, var med på ideen. Ikke noget han havde lavet før, men indlæg til aktive (og platfodede) mennesker dvs skøjterløbere, løbere og andet godtfolk er en af hans specialiteter, så hvorfor ikke? Det var lidt af et forsøg, for hvis der er noget der ikke er i en cykelsko, er det plads... og stive skulle de også være.. og lette..  Kenneth lånte mine cykelsko hen over vinteren, og har brugt de lange vinteraftener til produktudvikling. I dag jeg kunne så hente vidunderne.

Og søreme om ikke de er lavet i kulfiber, ingen grænser for lir!

Eftersom det er et forsøg, blev vi enige om at slå halv skade, mod at jeg melder mine erfaringer tilbage. Så det er så min første sponsoraftale ;-)

Hø, vi bliver flyvende. Carboiing og sponsor... Riis, ringer du eller skal jeg?

Årets MTB tur

Lørdagens MTB tur blev nok den bedste i år, meget passende, nu hvor sæsonen lakker mod enden. Skovbunden var som silke, ikke tør og hård, men hel fast med greb og lynhurtig. Og selvom min træningsindsats bestemt ikke har været på toppen siden nytår, lykkedes det mig at køre lige op med det hurtige 9-hold. En rigtig konditionsraspende tur!

Bedst af det hele var, at det lykkedes mig at komme op af en led bakke i Rude skov (den lige efter Maglebjerg, når man kører med uret rundt). Det troede jeg ikke var muligt, men jeg tog den helt ude i højre side, og konstaterede lige pludselig til min egen overraskelse, at jeg var over det svære punkt... yeahaa!  Jeg plejer at forsøge i venstre side, men der væltede Finn rundt.. sådan kan man sommetider får lidt uventet hjælp ;-)

Og søndag gik turen igen med racer på OrdrupCCs Team Recovery, 50 km arrangeret for dem der skal vende sig til at sidde på en cykel igen, inden sæsonen starter. Noget jeg opfandt sidste år, hvor jeg selv havde behov. Og, hvor enkelte hang grundigt det sidste stykke af Strandvejen i sidste uge, var alle med i idag. Sådan reagerer kroppen lynhurtigt på stimuli... ret sejt at være vidne til.

Og, det super bedste af det hele, så er jeg medicinfri i dag. Intensiv og hård træning gør simpelthen underværker på tikkeværket. Nu håber jeg bare ikke at blive indkaldt til operation de næste par dage, for effekten plejer at holde sig nogle dage.

Årets første racertur

Uha, sagde raceren. Den blev helt forskrækket, da den blev hevet ned fra væggen.

Nu er 9-hoildstræningen startet igen. Lidt som tyvstart for vi har endnu ikke haft sæsonskifte,  men fra min egen erfaring sidste år, ved jeg, hvor hårdt det er at komme i gang igen, hvis man har ligget stille hele vinteren. Så derfor blev Team Recovery pudset af og fundet frem igen, denne søndag i marts, så ryttere der har givet deres cykel flere klap end tæsk vinteren over, kan blive vant til at sidde på en cykel igen. Det er lidt svært at få noget ud af en 75 km tur med intervaller, når 50 km ro og mag er nok, til at man er ved at falde af cyklen.

Evnen til at køre kilometre er en ren enzymatisk proces i benene. Musklerne omstiller sig lynhurtigt, så med en lille smule vedholdenhed er alle parate til sæsonstarten om tre uger.

Og, så hjælper det jo, når første gang er i høj solskin og næsten ingen vind. Det lokker husarene af folden.

PS: nej jeg er i ok form denne gang, men træneren ofrer sig gerne med en cykeltur.. men det kan dog mærkes, at vægten ikke helt ligger på samme sted som da raceren blev pakket væk.

Tummelumsen

Det var ikke meget det regnede i dag, til gengæld kom det hele medens vi var ude og cykle. Så, jeg sad i det våde og kolde cykeltøj i klubben, og fik mig et gevaldigt hold i ryggen, men kun i venstre side..

Men den gangart jeg nu har, ville jeg kunne springe direkte ind i rollen som Tummelumsen ;-)

Livsens ondskab 1:5.

Kongens efterfølger

Næsten stilstand hele februar måned og et hjerte jeg ikke helt vidste, om jeg kunne stole på, gjorde at lørdagens tur blev med 9:15-holdet. Eftersom diciplinærudvalget og dermed holdejeren var på skiferie, påtog jeg mig at lave en rute ud i skoven.

Og hvilken en skøn dag, tur og selskab. Det er ikke kun i kalenderen det er forår. Solen stod højt på himlen, skovbunden rimelig fast (tror stadig den er frosset nedenunder mudderet) og fuglene sang. Så, turen gik i adstadigt tempo gennem Ermelunden, Danske Schweitz, Geels skov og Rude skov. Hjemad kørte vi langs Mølleåen over Lyngby og så lige en tur mere i Ermelunden.

Når man kører som træner på racer er man midt i feltet ellers bagerst, men på MTB er det som stifinder og dermed i fronten. Undervejs kom jeg til at tænke på den gamle børneleg, Kongens efterfølger ;-) 13 mand på række... Hold op hvor havde vi en dejlig tur.

I dag søndag, fik vi genoplivet en god tradition fra sidste år, nemlig søndagsturen med Asger, den lange. Godt nok kun til Eremitagen og tilbage, men et sted skal man jo starte. Dejligt at komme lidt ud, og dejligt at se, at cyklingen ikke var glemt. Selv gearet i for blev skiftet... det gjorde det ikke sidste år!

Og hermed er der de første 4 dage i marts kørt mere end i hele februar.

Hvor kom han fra?

Sjældent man bliver vækket midt i en drøm, så man kan huske den :-)

En lettere hysterisk sheik der ville have briller med stel lavet af ost
Og hans mor
En ortopæd kirurg (hulekirurgen)
Min svoger
Og min far i en halv kjole og Hvidt

Og os der ankommer i bil til en glad modtagelse af dem alle, bortset fra Gadaffi der vil have nogle andre briller end de billige med halv guld coatning vi havde med, men han er bare lidt til grin. Efter hans mor har trasket af med ham, fortsætter kirurgen sine undersøgelser....

Sikke et rodsammen ;-)

Men med referencer til mange ting. Jeg skulle have haft opereret mine skruer fra mit MTB styrt ud i fredags, men bedst som de havde lagt mig til at sove på bordet, kom mine arytmier flagrende, så jeg nær havde taget livet af narkoselægen... nu ligger jeg på kardiologisk, og har fået skiftet min medicin ud til noget mere effektivt. Og det er godt, for den gamle medicin kunne kun lige tage toppen af det hysteriske show!

Her søndag morgen er alt flimmer forsvundet.. måtte det blive væk for altid!

Men, hvordan kom min svoger ind i det hele? ;-)

Dune bashing i Qatar

En lang mellemlanding i Qatar skulle selvfølgelig udnyttes til en ørkentur, til Thits store begejstring.



Han kører grundliggende to forskellige figurer, og det kan i høj grad sammenlignes med ski. Dels en kasteparabel, som betyder, at farten og tyngdekraften laver alt arbejdet, dels skøjter han sidelæns med bilen, ganske som når man kanter skiene på bjerget. (her altså blot med bilen) Trikket er, at sandet er fint og løst. Men, han viste os nu også (med os alle i bilen) at man kan køre lige ned af, hvad der ligner en lodret skråning, under fuld kontrol. ja sågar stoppe.

Dækkene er stort set uden mønster, for tricket er, at surfe afsted ovenpå sandet, ikke skovle sig ned. Samme når farten skulle reduceres, så skete det med en stribe sving, igen som på ski, ikke ved at bremse, for det skubber en stor bunke sand foran hjulene, som man så skal over, når man skal videre. Meget interessant, med den rette teknik kan biler meget mere end man skulle tro!

For tekniknørderne kan jeg oplyse,at dæktrykket er 15 PSI (en bar) og at DSC skal være helt koblet ud!

Det var ellers lidt af en øvelse at få turen på plads. Jeg havde ikke arrangeret noget på forhånd, for jeg var ikke 100% sikker på at kunne få et visum til at træde ud af lufthavnen. Det viste sig ikke at være noget problem, blot skulle man kunne fremvise et kreditkort (sic!) Jeg havde så regnet med, at der var en skranke i lufthavnen hvor man kunne booke et trip ud i ørkenen. Nej... Qatar Airways har ture, men det var fredag, så deres rejsebureau var lukket (fredag er jo helligdag i Arabien) og på internettet kunne jeg finde nogle telefonnumre, som ikke længere var aktive... bum bum, vi besluttede derfor at tage ind til Doha, for at opsøge det fineste hotel, Sheraton, hvor jeg gik hen til skranken, og oplyste mit ønske og regnede med at det kunne de da klare... skulle ikke lige have sagt noget om at vi lige var vadet ind fra gaden og ikke boede på hotellet ;-) Og søreme om ikke de kunne finde et rejsebureau der havde åbent og som havde turene på programmet, yes. Elsker luksushoteller!

Tredje rejsebrev fra Indien

Det er faktisk ret let at komme rundt i Bangalore. Man kaster sig bare ind i en af de allestedsnærværende TUK-TUK og sige adressen, så går det i forrygende tempo gennem den infernalske trafik, hen til ens mål. Smart! 

Ja, altså for gåben kan ikke rigtigt bruges. De ansatser der har været til fortov, kan man god glemme. Yderst ujævne og fyldt op med alt muligt, incl læskure til bussen. Bussen kan vist ej heller rigtigt anbefales, med mindre man er rygsækturist og gerne vil opleve noget rigtigt eksotisk. De er meget nedslidte.

Man kan også bede hotellet om at bestille en bil, men dels er det dyrt, dels kan man jo ikke komme hjem igen, med mindre man lader den vente.

Næ, tuk-tuk´erne er den helt rigtige løsning i en travl by. Men, så er der lige det med prisen. Egentlig burde det være let nok, de har nemlig alle indbygget taksameter, men den vil de ikke starte for rige turister, og hoppe ind uden en aftale om hvordan man kommer ud igen, skal man ikke. Næste trin er så, at de konsekvent giver et tilbud på 10 rupier, altså cirka 1,2 kr. Den pris betyder dog, at de vil køre dig hen til en af tingeltangelbutikkerne ejet af Kashmierne. Just to take some photographs, sir!  Men kommer man først ind i en sådan, (very nice price for you sir)-butik, kommer man ikke ud igen uden at være overlæsset med alt muligt og umuligt. Derfor skal man naturligvis aftale en anden pris med tuk-tukken, en med lidt mere realisme, som fx 50 rupies, eller måske endda, hvis du skal langt, 100 rupiies, dv 6 eller 12 kroner. Næste trik var vi så udsat for igår: Næsten henne ved målet, som vi havde opgivet til MG-road(hviket svarer til hovedgaden), spurgte han, hvor på gaden vi ville sættes af? Vi havde aftalt 50 rupiees for turen.  Da vi svarede, at vi ville af ved den nye metrostation, svarede han, at det var alt for langt, og at det ville koste 25 rupiees mere. Vi accepterede og så kørte han lige rundt om hjørnet, og så var vi der. Jeg kunne ikke lade være med at more mig, det var glimrende underholdning for 3 kroner. Altså, man skal være helt præcis, når man indgår aftaler med TUK-TUK-folkene. 

Man kan preje dem på gaden, men enkelte steder har politiet indrettet en fast-pris-bod, hvor tuk-tukkerne holder i kø, som ved Hovedbanegården der hjemme. Man får så udstukket en fast-pris og en tuk-tuk af politimanden. Returrejsen fra metrostationen blev sat til 25 rupiees, altså godt tre kroner, og ville sikkert passe meget godt med taksameteret, hvis det havde været slået til. Så, ingen tvivl om at vi blev snydt på udrejsen, men det er ok. Til den pris er det jo blot en del af underholdningen. Nu venter jeg spændt på, om jeg kan lære nye tricks i dag ;-)

Man kan jo også blot gøre, som Kapil, Hannes chef-kollega på kontoret, nemlig have sin egen privatchaffør ansat. Det koster omkring 9000 rupier om måneden, dvs godt 1.100 kr. og så står han til rådighed døgnet rundt. Det svarer meget godt til det, Kapil brugte, da han inviterede sin famillie og os på restaurent i går aftes. Jeg tror det blev omkring 7.000 rupiies. Det er i sig selv billigt, når vi var 7 mennersker til bords i en af de finere restaurenter, men sætter alligevel det hele lidt i perspektiv. Arbejdskraft koster intet i Indien. Han forsikrede os dog om, at det var en OK-løn, som både chafføren og hans famillie kunne opretholde deres "daglige-brød" på, og som chafføren var godt tilfreds med. Jeg tror ham gerne, men mange røde bøffer bliver det sgu ikke til. Det gør det i øvrigt alligevel ikke, for i Indien spiser man ikke køer, de er jo hellige. Ikke en gang hos McDonals kan man få en burger med oksekød! På hotellet kan man dog, Asger fik en glimrende T-bone-steak forleden, medens vi andre sat og hakkede i vore linser. Nå men, det smagte nu meget godt, og de fleste her, incl Kapil, er vegetarer anyway.

Metroen, som vi fik prøvet i går, er helt ny, den åbnede her i november eller december. Meget flot og hel ren (vi ser i øvrigt ingen grafitti overhovedet i byen). I modsætning til gaden var der næsten ingen med, det tager tid at indføre nye traffikmønster, her som alle andre steder. Prisen var nu i øvrigt meget fair, nemlig 15 rupiies (små to kroner, og dermed væsentlig billigere end en TukTuk, selv på taxameter) fra endestation til endestation. Den kører på en højbane, så man kan se ned på byen og se forskelligheden i kvartererne, der går lige fra fine villaer til små skure bygget af eternitplader. Kontrasterne er enorme. Thit var i øvrigt meget tilfreds, hun kunne for en gangs skyld kunne nå holde-fast-håndtagene i loftet. Metroen er dimensioneret til folk af den rette højde ;-)

Man kan da i øvrigt også bare tage sin egen bil med. Vi så pludselig en bil med franske nummerplader, og var nødt til at spørge, hvordan det kunne lade sig gøre. De havde skam kørt hele vejen fra Alsace, det havde kun taget 20 måneder! 

mvh
Per
PS: Det er kun lovpligtigt med én hjelm pr scooter, så konen og de to-tre børn har oftest ingen på. Det er nu også ligemeget, for jeg har endnu til gode at se nogen spænde hageremmen. ;-)

Andet rejsebrev fra Indien

Nu er Hanne taget på arbejde, og ungerne sover. Jeg sidder og hygger mig lidt på værelset, medens svuppermanden er igang med toilettet. Nok er det et fem-stjernet hotel, men ikke alt er nødvendigvis som i Europa. Her er mange ansatte til at lave arbejdet, som dog ikke altid bliver lavet i bund. Således kan vores toilet ikke skylle ud, så hver gang vi har været trængende, er vi nødt til at ringe efter svupper-manden. Lidt irriterende i starten, man man vender sig til at have tjenere på alle hænder, og det er jo ikke meget værre at trykke 5 på telefonen, end at skylle ud. Efter som det er Indien, og arbejdskraft intet koster, er der døgnet rundt en svupper-mand på tjeneste. Fint nok.

Vi får så utroligt mange indtryk, at hver dag føles som en hel uge. Jeg skriver derfor rejsebreve for også selv at kunne fastholde vore oplevelser.

I går tog vi toget til Mysore. 1 klasses tur på to timer syd på til den gamle regensstad for landet Karnataka. Fint tog med masser af benplads og servering, et bæger (pulver)tomatsuppe, lidt drikkeyougurt (som flydende zartikki) og to forskellige slags ris. Og så en banan. Egentlig ok, meen... ;-)  Toget derimod var utroligt komfortabelt, og jeg kunne næsten ikke nå sæderne foran mig med benene. Turen pr tog tog som sagt to timer, og hjemad havde vi en bil med chauffør, og det tog fire-fem timer i indisk trafikkaos. En meget god grund til at tage toget. Togturen kostede i øvrigt det samme for os alle fire, som Thit havde givet for et par vældigt fine sko dagen før. Nemligt godt tre hundrende kroner.

Omkring Mysore dyrkes der sukkerrør. Små marker på 20 gange 20 meter, der sættes under vand, og så stikker man små stykker sukkerrør ned, der så skyder rod og blade. Der ligner mest en slags bambus. Alt arbejdet foregår med bagenden i vejret og ellers med to okser foran en plov. Da vi kom lidt ud på landet, stilnede plastic-affalds infernoet lidt af, men blot en enkelt hus.. så er der en tyve meter bred bremme af plastik omkring.

Hannes firma havde sendt en kollega ud til Mysore, som sammen med chaufføren og den regionalt ansvarlige for sikrings-og signallægget i de indiske statsjernbaner tog i mod os på banegården. Voldsomt fint! Herfra tog vi om på et jernbanemuseeum, hvor museumsdirektøren viste rundt. Perlen i samlingen var maharajin (dronningens) togvogn fra 1899. Men nok så sjovt var også en Austin, som efter udtjent liv som bil i England var blevet købt af en inder og ombygget til jernbanebil, med rigtige toghjul og det hele. Med meget større komfort, var det blevet en stor succes hos jernbaneinspektørerne. Til ære for os, blev bilen startet og kørt et par meter hen af de skinner den stod på. Som alt det andet på museet utroligt velholdt.

Før Indien blev samlet af englænderne i 1947, var her 700 konger, Maharajer. Hver kongerige havde sit eget sprog, så i dag tales der 22 større sprog og 844 dialekter og flere forskellige alfabeter. Hindi er det officielle sprog, men administrationssproget er engelsk. Heromkring Bangalore tales fire sprog og engelsk er det første fremmedsprog i skolen, hindi er det andet. Men, når der tales blandt indere blandes sprogene fuldstændigt, sårn efter hvilket sprog der nu har et ord der passer bedst. Det lyder som radioavisen fra Grønland i gamle dage. Til os taler de nu kun engelsk, men udtalen er noget anderledes, så indere der ikke har været udstationerede er noget svære at forstå.

Kongeslottet i Mysore er utroligt flot. Marmor, granit, sølvdøre, glasstole, imponerende træskærerarbejder og natuligvis masser af indlagte elfenbensarbejder. Men også åbent, for her er jo vamt året rundt. Store dele af slottet er faktisk bygget som et overdækkede stadion, så kongen, dronningen og hoffet kunne sidde i skygge og nyde de mange optrædener på forpladsen. Kongen var til tider kun til pynt, som det danske kongehus, fordi sultanen havde erobret magten. Så, Sultanens sommerpalads var næste stop. Lidt mindre ekstravagant, en slags åben pagode i to etager, bygget af en ædeltræsort og et par hundrede år gammelt. Ingen træbeskyttelse ud over det taget gav mod solen, og alligevel meget velholdt. Sommerpaladset lå, som Rosenborg lige uden for voldene i sultanens fæstningsby, på en ø et sted hvor floden deler sig i to. Her blev udkæmpet tre krige, hvor franskmændene støttede sultanen, mod englænderne og to omliggende konger. Til sidst tabte sultanen selvfølgelig (han døde i den trejde krig) og englænderne fik smidt franskmændene ud. Inderne har selv ingen skriftlige kilder til deres historier, men støtter sig til englændernes indberetninger. Eftersom det var hæren der stod i Indien, er der lavet daglige indberetninger, som man nu kan studere i London.

På vejen hjem stoppede vi på en indisk restaurent og fik lidt syd-indisk mad. Altsammen vegetarisk. Fem små retter, meget delikat og kun let krydret. (det med det lette er vi lidt uenige om, men man behøvede nu ikke andet end vand for at rense tungen. Til andre tider skal der noget andet og stærkere til...  som fx banan eller sukkerrørsjuice  ;-) )det kostede den rørlige sum af 40 rupier, eller 5 danske kroner.

Nå nu skal ungerne sgu op!

Kh
Per

PS: Er du nødt til at køre mod ensretningen, så sluk lige lyset... Så er det ikke helt så ulovligt ;-)
PPS: Der er dyttepligt hver gang du passerer en bil på motorvejen. Alle andre steder bruges hornet også, men det er for at fortælle de andre, at man lige klemmer sig ind mellem lastbilen og de to scootere med hver en hel familie på. Der er jo plads til lakken, hvis man lige folder sidespejlene ind.
PPPS: nej, vi har endnu ikke set et trafikuheld, og det er nok det mest uforståelige

Første rejsebrev fra Indien

Kære Alle

I dag har Hanne holdt fri, så vi har haft en bil med chauffør på, og kørt et godt stykke ud på landet til en nationalpark, ja egentlig var det en Zoo i to dele, en noget slidt klassisk have og noget ala Knuthenborg, hvor man i busser kører ind i store frie arealer, hvor dyrene kan gå vildt rundt. Her stod bl.a to tigere på vejen foran bussen og sloges om hvem der var smukkest.Det kunne sikkert have blevet til tigerfedt, hvis ikke bussen var nødt til at skubbe til dem for at komme videre.


Der er ellers mennesker over alt, og de er meget søde. Trafikken er et stort kaos, med knallerter (gerne med en hel familie på), motoriserede rickshaws, biler,busser og lastbiler. Ingen striber på vejene, så det er ind og ud med hornet i bund hele tiden. På en tresporet vej ind mod byen, var de to ydre spor jævntligt spærret med et rækværk, uden øjensynlig grund, men en masse kø gav det. Chafføren sagde, at det var for at sænke hastigheden, så folk kunne gå over vejen uden at blive kørt ned. Man skulle ellers synes, at de mange lastbiler der kun er godkendt til max 40 km/t skulle kunne holde trafikken i skak. Men på intet tidspunkt har vi følt os usikre i forhold til menneskerne her. Ingen trafikuheld set, og dét er et under, og ej heller haft fornemmelse af lommetyve. Men, hvor de sviner... skrald og plastik ligger overalt! Og så går der køer på gaden. Vi så en ko, der længe stod og kiggede længselsfuldt på en grønthandler.. lige forfra kunne den ikke komme, for købmanden havde øje på den... lidt efter listede den om til siden af butikken og prøvede på at få hovedet ned i en kasse med salat fra siden, uden at købmanden så den. Den viste uden tvivl godt, at den ikke måtte, den lyste langt væk af dårlig samvittighed. Men, købmanden havde set knibtangsmanøvren, og gik et skridt hen mod koen, hvorefter den opgav og luntede væk. Den manglede eller kun 5 cm i at havde fået den bedste lækkerbidsken i hele dens liv. På vejen hjem bad vi chafføren om at køre os til et varehus og til en restaurent. Det blev noget lovligt fint noget, han er jo vant til at køre rundt med fine mennesker, men da Asger så gerne ville klippes, var han lidt mere på den... han kørte os hen til en lille barbersalon i et fattigt men meget normalt kvarter. Han beklagede, men kendte altså ikke andre, end den han selv brugte. Helt i orden, det var præcist det vi gerne ville! Og her blev Asger klippet rigtigt flot, til den rørelige sum af 35 indiske rupier, hvilket svarer til cirka 4 kroner.


I øvrigt, så ryster de også på hovedet her, når de mener ja, ligesom i Bulgarien. Det er lidt forvirrende, for det kan også betyde: Tjo måske... Så først tror man de siger nej, og bagefter er man lidt i tvivl, om man fik et måske eller et ja ;-)

mvhPer

Dyre cykler?

Vissen vassen, just go do!
http://m.pinkbike.com/video/242018/?trk=vlogo

Cool

Lige et lysshov for en gadgetfreak. Så er julegaven sikret til den bedre halvdel!

Revolights. Join the revolution. from revolights on Vimeo.

Hvad nu Riis?

En gang i mellem må man gentage sig selv.

I september 2010 noterede jeg mig under samme underskrift, at Riis havde ændret sit eget game fuldstændigt. Hans metier har i mange år været at samle ryttere lige under top-eliten, og gøre dem til rigtigt gode ryttere og dygtige teamspillere. Sidste år valgte han at en helt anden vej, nemlig at købe verdens bedste rytter, som absolut ikke er en holdspiller. Det gjorde så heller ikke så meget, for Riis havde ikke råd til at købe flere ryttere, da regningen for Contador var betalt. Alle de gamle og bomstærke ryttere på holdet valgte dermed at flytte cykelpumpen til Luxemburg.

Som jeg skrev, så var holdet nu væk, og hvis Condator så blev kendt skyldig i doping, var stjernen også væk!

Og i dag kom dommen. Contador er at regne som dopingmisbruger.

Hvad nu Riis?

Når kyndelsmissen slår sin knude

Ifølge gammel skik, markerer kyndelmissen den 2. feb midten af vinteren og årets koldeste dag. Eftersom kyndelmissen ophørte med at være en dansk helligdag i 1770, måtte vi vente til i dag med at fejre den, og hvilken fest!

Turen gik til Store Dyrehaven og med en temperatur på den lave side af -12 grader var sporet dybfrosset og sindsygt hurtigt. Solen stod lav på himlen, men stor og rund og vinden og sneen glimrede ved sit fravær. En perfekt dag! Sporet bliver kun bedre efter to måneders tørke om sommeren, og hvornår er det sidst sket?

Men, minus 12 grader er koldt ved grejet. Vore kæder var stive da vi hev cyklerne af bilen, og kort inde i skoven strejkede Christians friløb. Palerne der skal låse friløbet, så man komme fremad når man træder i pedalerne, kom ikke ud. At pisse på hjulet hjalp, men kun en halv times tid. Så, Christian måtte bruge sin nu velduftende cykel som løbecykel på skovvejene, medens vi tonsede rundt på ruten.

Før skoven frøs, må der have været steder hvor mudderet lå op til 40 cm dybt. Sporene fortalte sine egne historier. De frosne historier gav til gengæld en utroligt knoldet kørsel, og ingen tvivl om at min kampvogn, en 29' fully, kom til sin ret. Det var mig der kørte i små cirkler omkring de andre idag. Ord som "du kører sgu godt i dag" og "jeg giver mig, fully må være det rette i dag" varmede i en kold skov ;-)

Men, det var så også mig, der med gevaldig fart i et sving (den skulle ikke have for lidt) fandt en vandpyt i fast form taktiskt placeret der, hvor dækket skriger efter mest greb. Når den krydres med en rod med rimfrost på, ja så er det tid til et lille hvil. Turen i dørken var dagens styrt og, må jeg indrømme, det gør sgu lidt nas i knæet nu hvor jeg sidder stille. Jeg ramte jorden ganske hårdt og følte mig lige så skæv som et træ ved vestkysten. Lidt rask armsving rettede op på kadaveret og pumpede luft i lungerne igen. Godt vi kører med cykelhjelm!

Peter imponerede dog mest. Da hans bremsehus af uransagelige grunde pludselig begyndte at gå på skiven, lignede turen mest den gamle børnesang om de ti cykelister. Men ikke noget jyderne ikke kan klare! Vi afmonterede bremsen, og så gennemførte Peter på forbremsen alene (og med hovedet under armen ;-) ). Godt kørt!

Super dag, som man kun kan blive i godt humør af!

Alene i skoven

Det blev så ikke i dag, jeg fik demonteret mine skruer. De havde sygdom blandt personalet, og efter en god slat ventetid, aflyste de. "#!!  Jeg ved ikke hvornår jeg får en ny tid, øv.

Da man jo skal møde fastende, var jeg noget sulten og tog hjem for at spiste frokost, og fik arbejdet og sovet lidt (skulle nemlig også møde tidligt!)  Da jeg vågnede, var dagen ved at rinde til ende, men jeg kunne lige nå en tur i skoven i den nedgående sol. Nu, hvor arbejdet alligevel var udskudt til i morgen.

Helt alene i skoven, kun så jeg lige en enkelt smølf kort mellem træerne. (smølfer er fra dansk mountainbike klub, de er nemlig klædt i blå ;-)  )  Det er ikke smart at køre alene, hvis man skulle få brug for at blive skrabet ned af et træ, så det blev til en stille og rolig hyggetur.

Forleden læste jeg i avisen, at Gentofte og Søllerød kommune har landets laveste arbejdsløshedsprocent. Det passer fint på oplevelsen i skoven idag, havde egentlig troet at der ville være nogen der var chekket lidt tidligt ud, som mig, men nej. Vejret var ellers bedre end længe set.